I Holland får alle børn et brev når de bliver tre år, som forældrene skal udfylde. Man skal vælge 13 skoler i prioriteret rækkefølge og så får man ellers tildelt en skole ud fra et lotteri. Dagen efter barnet bliver 4 år starter barnet i skolen. Det vil sige at der i løbet af et skoleår kommer nye elever til hele tiden og at skoleklasserne lige efter sommerferien er små og bliver større og større i løbet af året.

Siden Katla ikke havde været med i det store lotteri, havde vi læst os til, at vi blot skulle kontakte nogle skoler, når vi vidste, hvor vi skulle bo i Amsterdam.

Når man skal leje en bolig i Amsterdam er det først en måned eller halvanden før man vil flytte ind, at man kan få lov til at byde på en bolig. Vi var heldige at se opslaget omkring vores lejlighed den dag den blev slået op og deres indflytningsdato passede præcist til vores behov. Vi slog derfor til med det samme og fik forholdsvist hurtigt en kontrakt på plads (nogle uger) og det betød at vi havde en adresse lige inden skolernes sommerferie. Det, at vi så sent kendte vores adresse, betød at vi først meget sent kunne lede efter skoler til Katla (og vuggestue til Helga).

Jeg nåede – lige inden sommerferien – at skrive til de lokale skoler (og vuggestuer) i området, men det var kun nogle få, der nåede at svare og de svarede alle, at de ikke havde pladser (og ikke andet) eller at de ikke havde pladser, men at vi var velkomne til at ringe efter sommerferien – måske var der nogen der flyttede i sommerferien.

Da skolerne i Holland begyndte at åbne igen efter sommerferien (mandag d.10.august) ringede jeg rundt til alle de lokale skoler og fandt ud af at de fleste stadig havde ferie (indtil d.17.august) og de få jeg fik fat i havde ikke plads til Katla.

Vi begyndte at blive ret nervøse for situationen, for den eneste mulighed for sådan en som Katla er at gå i skole. Både Stefan og jeg skulle jo begynde på arbejde kort efter ankomst, så vi havde virkelig brug for en skoleplads til Katla.

(Helgas situation blev i øvrigt klaret i sommerferien, så hun havde allerede fået plads fra 1.september hver mandag, onsdag og fredag – de tre dage jeg skal arbejde – i en vuggestue ikke så langt fra hvor vi bor)

Da vi kom til Holland tog Stefan over og begyndte at ringe til alle skolerne igen – denne gang for at komme på venteliste. En af de nærmeste skoler sagde at de havde plads fra 1.januar til hende, så vi tænkte at vi ville sætte os på venteliste på alle skolerne i hele området. Den skole oplyste desuden Stefan om, at to skolelukninger gjorde at alle skoler i nærområdet var fyldte – andre år ville de have haft massere at ledige pladser….great..

Den første skole jeg havde fået svar fra (allerede inden sommerferien), var fra den aller nærmeste folkeskole og de skrev at de ikke havde plads til hende. Stefan ringede til dem og bad om at komme på en venteliste. Han fik en meget sur mand i røret som sagde at ventelister ikke fandtes og at vi i øvrigt skulle have været med i lotteriet. Stefan forklarede at vi ikke rigtig kunne have været med i lotteriet fordi vi lige var flyttet hertil. Heldigvis kom kvinden jeg havde været i kontakt med ind ad døren i løbet af deres samtale og Stefan fik hende i røret i stedet for.

Hun sagde at hun faktisk havde en ledig plads på skolen, men at det ikke var sikkert at de kunne rumme Katla i klassen fordi hun ikke snakkede hollandsk. Vi skulle komme til et interview og så ville de se om de kunne opfylde hendes behov og om vi passede til skolen. Hun kunne desuden oplyse at den anden skole hun arbejdede på (en del længere væk fra vores bopæl) havde mange ledige pladser. Så hvis Katla ikke passede på den lokale skole kunne hun altid gå dér. Inden interviewet skulle vi udfylde et spørgeskema (5 sider) om fx specielle forhold under fødslen af Katla, vores værdier som forældre og hvad der kunne gøre Katla glad eller ked af det. Det tog laaang tid at udfylde!

Vi mødte alle fire op til interview tre dage senere med vores lange spørgeskema og vores pæneste tøj og var klar til at vise os selv som den perfekte lille familie, som ville passe perfekt ind på deres skole. Vi var klar til at sælge os selv …og Katla.

Kvinden vi havde haft kontakt med mødte os med et stort smil og da vi kom ind på hendes kontor begyndte hun at fortælle om skolen og klassen og faciliteterne og brugte sætninger som: “Når Katla starter så….” og “Katlas skal gå i klasse….”  og “Katla skal have det og det med hver dag….”

Efter et kvarter havde hun givet os en masse indskrivningspapirer og så fik vi ellers en rundvisning og Katla mødte sin klasselærer.

Vi var helt overraskede og helt utroligt lettede da vi kom hjem. Det umulige skete!

Jeg havde en følelse hele dagen af, at vi skulle være rigtig glade for at vi var danskere der til forveksling kunne lige hollændere. Mit gæt er at hun tænkte at vi lignede de fleste andre familier på skolen. Hun fortalte i hvert fald på vores rundvisning, at den anden skole (som der var mange ledige pladser på) havde en noget anden børnegruppe. Hun uddybede ikke, hvad hun mente med det.

Nedenfor ses et foto fra stuevindue. Den røde cirkel markerer Katlas skole.

Katla synes det er svært. Hun kan rigtig godt lide sin lærer, men hun siger at hun ikke leger med nogen og at de andre børn ikke vil snakke med hende. Hun er meget svær at aflevere om morgenen, men hun er glad når hun bliver hentet. Vi har hørt at det tager omkring 3 måneder før hun snakker flydende hollandsk, så vi skal nok bare væbne os med tålmodighed. Heldigvis er hun meget udadvendt og social.