Day 1

Næste morgen kom vi også igennem en morgenmad med pigerne i restauranten og så kørte vi ellers mod vores nye hjem i Watergraafsmeer i Amsterdam. Vi ankom da også næsten kl.9.00 og blev mødt af vores noget forvirrede udlejningsmand.

Familien der har lejet deres hus ud til os havde lagt en kold hvidvin i køleskabet og drengene havde efterladt et legekøkken, en kasse med klodser og et vikingeskib til pigerne. Det var helt perfekt – for både børn og voksne.  Haven havde en trampolin, så den blev også indviet med det samme.

Efter vi havde sagt farvel til vores udlejningsmand gik vi op mod kommunekontoret (som ligger fem minutter fra hvor vi bor). Når man kommer til Holland skal man nemlig registrere sig i den kommune man skal bo i indenfor fem dage, for at få en borgerservicenummer. Et borgerservicenummer skal bruges til mange ting blandt andet:

  1. oprettelse af bankkonto
  2. køb af sygeforsikring (som er dyrt – lidt ligesom USA) (kræver også en bankkonto)
  3. køb af internet (det kræver også en bankkonto)
  4. mulighed for at få løn – kun relevant for mig, men alligevel (det kræver også en bankkonto)

Da vi kom ind på kommunen fik vi at vide, at vi ikke bare kunne møde op (pga corona) så vi skulle ringe til et nummer og bestille en tid. Det gjorde jeg med det samme og damen sagde at den første tid var d.27. september… what!? Lidt efter sagde hun, at hvis vi kunne tage til et andet sted i Amsterdam og registrere os, så kunne vi få en tid “allerede” d.27. august. Det måtte vi sige ja til.

Jeg panikkede ret meget, for jeg skulle jo på arbejde dagen efter og vidste at de manglede (og gerne ville have) mit borgerservicenummer, mine bankoplysninger og mine sundhedsforsikringsoplysninger. Nu skulle der pludselig gå halvanden uge før vi kunne gøre noget som helst.

Efter den værste panik var ovre spiste vi frokost ved en af kanalerne (3 minutters gang fra vores hus) i det gode vejr og nød at vi var kommet godt frem.

Vejret var vildt – vist nok ligesom i Danmark – med temperaturer over 30 grader, så vi svedte meget hele tiden og da Katla så at naboen havde et badebassin, var hun meget hurtig til at smide alt tøjet og hoppe i. Det resulterede dog i at de store drenge hos naboen ikke turde være i badebassinet mere, så de skyndte sig indenfor. De kan ikke lide piger. Katla var ligeglad – hun havde en fest. Deres mor tog det meget roligt og var med det samme helt vild med Katla.

 

Leave a comment