Uge 42 betyder efterårsferie for gymnasielærere, så min mor havde mulighed for at komme til USA. Min mormor bor i South Carolina nær min onkel David, så vi tænkte at mødes dér. Katla havde ikke mødt sin amerikanske oldemor endnu, så det var på tide og når nu man alligevel er i USA, kan man jo godt tage lidt rundt i landet.

USA er bare et stort land! Turen fra Denver, Colorado til Charleston, North Carolina svarer til at flyve fra København til Grækenland. Tre timer og en sjat. Og jeg havde jo bestilt nogle rigtig gode “red-eye” billetter fra 0.00-3.18 om natten (ankomst 5.18 lokal tid) til Katla og mig, så det skulle nok gå godt.

Jeg var nervøs MANGE dage op til. Jo flere mødre jeg snakkede med på biblioteket om red-eye flyvninger med babyer jo mere nervøs blev jeg. Det er ligesom at Google sygdomme – det bliver værre og værre.

Men aftenen kom hvor vi skulle afsted og vi puttede Katla på sædvanlig vis kl.20.00. Så langt så godt. Nu havde vi en time før hun skulle overflyttes til bilen og ud i lufthavnen. Det var en mørk og stormfuld aften. Stefan gik ud i nattekulden og hentede bilen (vores bil holder et stykke væk fra vores indgang, da der holder en Tesla og bliver opladet på “vores” parkeringsplads) og fandt vores pæne bil under en kæmpe gren. Nu med en flot stor bule og en masse ridser på kølerhjelmen…den bil bliver nok lidt svær at sælge igen.

Vores bil som Stefan fandt den.

Vores bil i dagslys.

Det hjælper ikke på dens skønhed.

Katla blev overført til bilen og faldt hurtigt i søvn igen og sov hele vejen til lufthavnen. Så langt så godt.

Så snart vi kørte ind i parkeringshuset i lufthavnen vågnede Katla og var lysvågen. Jeg satte hende i bæreselen indadvendt, fordi jeg tænkte, at hun kunne sove dér imens vi tjekkede ind og så videre. Men nej, Katla gider ikke sidde indadvendt i en bæresele når der er mennesker og hunde og ting at kigge på. Hun vred sig rundt og var meget utilfreds. Ikke noget med at sove.

Vi kom heldigvis hurtigt igennem bagage drop og security og hen til gaten. Flyet var forsinket en time. Afgang kl.01.07. Øv.

Katla havde sit nattøj på, men havde ingen intentioner om at sove. Hun løb rundt og hilste på alle de andre passagerer. Hun var specielt interesseret i de mennesker der lå på gulvet og sov. Det var lidt af et arbejde at holde hende væk fra dem.

Der var en lille dreng på Katlas alder – en måned ældre og en tøjstørrelse mindre – som også skulle med flyet. Katla ville meget gerne give ham sin bamse, men han var bange for hende og løb væk fra hende. Hun jagtede ham længe før hun opgav. Det viste sig at vi sad lige bagved dem i flyveren, da vi endelig kunne få lov til at boarde. Vi kom ikke afsted kl.01.07 – nærmere kl.01.20. Men vi kom afsted!

Da flyet begyndte at bevæge sig undrede jeg mig noget over, at jeg ikke havde fået babyselen og babyredningsvesten endnu. Jeg spurgte moren foran om hun havde fået sin sele, og hun spurgte, hvilken sele jeg talte om. Da en steward kom gående stoppede hun ham og spurgte til selen og han fortalte at babyseler var en europæisk ting, sådan noget havde de ikke på amerikanske fly.

Aaaarh. Okay. Så jeg var Katlas eneste sele.

De slukkede alt lyset på flyet og Katla faldt hurtigt i søvn. Vi sad ved siden af et meget sødt par, som meget gerne ville snakke med Katla og lege med hende. Hver gang hun bevægede sig i søvne og strakte sine arme ud i søvne over mod dem, så tog de hendes hånd. Katla sov uroligt hele vejen, men sov dog. Dejligt. Det gjorde vores ven foran ikke. Katla var en god baby.

Jeg sov ikke, for jeg holdt alt hvad jeg kunne i Katla og turde ikke falde i søvn i frygt for turbulens – hvilket der var meget af på flyvningen.

Alt i alt gik turen okay, men jeg vil altid dobbelttjekke om der står AM eller PM når jeg skal købe flybilletter fra nu af. Katla var god, men jeg vil aldrig på sådan en natflyvning igen med en baby på skødet!

Vi landede omkring kl.6.30 om morgenen lokal tid og blev mødt i lufthavnen af min mor og onkel David. Katla var meget glad for at se mormor og ville helst bare sidde hos hende hele tiden.

Det viste sig, at vi ikke var de eneste der var trætte, for min mormors søster var faldet om aftenen og de havde været på skadestuen med hende hele natten. Hun havde brækket knæskallen og slået næsen.

Min fætter Andrew og hans kone Liz, samt kusine Sarah var også i Rock Hill. Faktisk var der det helt store familietræf. Min mors søster Cathy og fætter Bill var også kommet til South Carolina. Alle var der.

Dog var stemningen noget trykket fordi Wilma var faldet aftenen inden vi ankom til den store familiemiddag, men også fordi min onkels kone Lalee’s far havde fået lungebetændelse og ikke var kontaktbar. De forskellige familiemedlemmer var hos ham skiftevis og tilbragte natten med ham.

Da vi kom hjem til David sov Katla og jeg i nogle timer og så skulle vi besøge oldemor og hendes søstre. Trods meget lidt søvn, var Katla i sit es og gjorde alt for at charmere de ældre damer alt hvad hun kunne. Oldemor kunne i hvert fald godt lide Katla.

Om aftenen spiste vi take-out og tog det stille og roligt. Andrew og Liz skulle køres i lufthavnen, så der var opbrudsstemning. Katla kom i seng og faldt i søvn med det samme og Cathy og Bill joinede os lidt senere. Efter et par timer vågnede Katla dog og græd. Hun var blevet meget snottet, så hun havde svært ved at holde på sutten. Et par Harry Potter bøger kom under hovedenden af sengen (David havde skaffet både babyseng og højstol til Katla – rimelig luksus), men hun var helt utrøstelig. Efter to lortebleer og en masse gråd og et akavet farvel til Andrew og Liz faldt hun endelig til ro.

Men hun snorkede helt vildt. Hver halve time vågnede hun og græd. Jeg endte med at gå i seng, men kunne slet ikke falde i søvn, fordi hun larmede så meget. Omkring kl.00.30 vågnede hun og hostede og hostede og var helt utrøstelig. Jeg tog hende op og holdt hende og hun blev ved med at hoste og jeg synes det lød som om, hun ikke kunne få vejret. Jeg prøvede at berolige hende, men hun hev stadig efter vejret.

Jeg løb ind til Sarah (som har noget lægefaglig uddannelse) i værelset ved siden af og hun kiggede på Katlas brystkasse, da hun trak vejret og mente at vi skulle ringe 911. Lalee stod op og ringede og cirka tre minutter efter ankom en brandbil. Den havde ilt med. Dog kom ambulancen et minut efter, så Katla kom direkte ind i ambulancen, hvor de begyndte at give hende astmamedicin gennem en maske. Katla var helt fra den og ville ikke have masken på, men noget kom ned i lungerne.

De målte også hendes iltniveau og det var kun på 87%! Efter at have haft masken på lidt tid hostede hun meget kraftigt og med hosten kom der en kæmpe slimklat op. Hele min hånd var fyldt med slim. Straks kom hendes iltniveau op på 100%. Hun hostede videre og kastede al sin aftensmad op, men derefter blev hun roligere. Nu kunne hun jo få vejret! Stakkels baby 😦 Hun fik en bamse og krammede den hele vejen til hospitalet.

Da vi ankom til hospitalet var jeg ikke nervøs mere (jo, for hvad et iltniveau på 87% kunne betyde – hvor lang tid havde det mon været så lavt?) for Katla trak vejret næsten helt normalt. Det raslede kun en lille smule. Der kom en læge og undersøgte hende og han mente at hun havde croup: falsk strubehoste. Hun fik mere astmamedicin – denne gang uden en maske, så hun ikke gjorde modstand. Den medicin fik hendes raslen til helt at forsvinde.

De tog røntgenbilleder af hende, for at sikre sig at diagnosen var croup og ikke en lungebetændelse og så fik hun en indsprøjtning med steroid, som åbenbart virker i op til 48 timer på hævelsen.

Her ses forsnævringen i Katlas hals tydeligt. Ca. 2 rygvirvler under hagen.

Her ses forsnævringen ikke så tydeligt, men man kan se Katlas tænder og hendes lille runde ansigt.

Det hele tog omkring tre timer. Sarah var der – det var virkelig rart, for hun forstod alt hvad der foregik og kunne styre maskinerne Katla kom i kontakt med. David var der – han tog ud og købte en humidifier til Katla (åbenbart er damp godt imod falsk strubehoste) og min mor var der. Min mor snakkede med vores forsikringsselskab og alt med forsikringsselskabet blev (næsten) ordnet i løbet af natten. Min mor var også inde og få taget røntgenbilleder med Katla. Selv i syg tilstand ville Katla aller helst være hos mormor. Mon hun nogensinde bliver mor-syg?

Kl.4 var vi hjemme igen. Katla var helt rolig og faldt hurtigt i søvn og vi sov begge to til langt op ad formiddagen. Vi vågnede med dug på dynen på grund af fugt-maskinen.

Sådan ser en fugt-maskine ud.

Katla i sin fine seng. Hun sov meget imens vi var i South Carolina. Der var mange timers søvnunderskud som skulle indhentes.

Resten af dagene købte vi ind og besøgte min mormor og slappede af. Sarah skulle tilbage på arbejde og Lalee tilbragte det meste af tiden hos sin far. David skulle også arbejde en del, så min mor og jeg hyggede med Katla og gik små ture og læste rigtig mange bøger om dyr.

Katla og jeg skulle med et meget tidligt fly hjem, så vi skulle afsted kl.4.45. Kl.4.15 stod Katla op i sengen og var klar til at stå op. Smart! Hun var frisk og glad og så snart vi satte os i flysædet sov hun. Først da vi påbegyndte indflyvningen vågnede hun og spiste en masse mad.

Puh, det var ikke helt den tur til South Carolina vi havde regnet med, men når nu Katla skulle på skadestuen og Stefan ikke var der, så var det virkelig virkelig rart at min mor var der. Det er så vigtigt at den voksne er rolig. Det er jeg ikke så god til. Men min mor fik mig til at være (mere) rolig.

Katla fik heldigvis ikke nogen tilbagefald efter skadestueturen, men hun er stadig snottet og hoster. Vi giver hende astmamedicin morgen og aften for at forebygge at slimen sidder fast i halsen.

Lalees far er siden kommet på hospice og han har det vist ikke så godt. Sarah er i hvert fald på vej hen for at besøge ham lige nu. Jeg håber han får en okay sidste tid og at familien har mulighed for at være hos ham.

For et år siden var det vores familie der sad hos far. Katla var kun 2 måneder gammel. Der er sket meget i løbet af det sidste år. Men jeg savner stadig far rigtig meget. Specielt tænker jeg på, hvor begejstret han ville have været for Katla. Når jeg går tur med Katla og hun samler alle koglerne hun finder op, så tænker jeg på, hvor glad han ville have været for at gå rundt med hende i Tibirke. Jeg er ked af at hun ikke nåede at lære ham at kende. Det er heldigt at hun har tre fantastiske bedsteforældre, som hun er rigtig glad for.