Vi havde besluttet os for, at vi ville køre til Wyoming og se den totale solformørkelse mandag d. 21. august. Det nærmeste sted til centrum af totalitetszonen var kun tre timers kørsel væk i en by kaldet Glendo, så det tænkte vi ikke var så slemt. Totaliteten gik igang midt på dagen, så vi ville lige kunne køre derop om morgenen og så køre hjem om aftenen igen. Det var i hvert fald planen, men så begyndte vi at høre de lokale tale om “the eclipse traffic” og at der var stor sandsynlighed for, at man ville ende på motorvejen i en kø uden for totalitetszonen, hvis man tog afsted samme morgen.

Nå, så måtte vi jo finde noget overnatning.

Det viste sig at Glendo var en by med cirka 200 indbyggere og at den eneste overnatningsmulighed dér var en campingplads og at den havde været booket i et år. Vi var åbenbart i liiiiidt dårlig tid når vi prøvede at finde noget tre dage før. Det næstbedste sted var Casper en times kørsel længere væk. Casper er en noget større by med 50.000 indbyggere, men alt var også booket her. ALT!

Derfor begyndte vi at lede på AirBnB. Her var der massere af muligheder: Campingpladser for 1000 kr (til et telt som vi ikke har), en autocamper for 3000 kr, en lejlighed for 4500 kr. Folk i Casper havde virkelig opdaget, at de havde en mulighed for at tjene penge! Det var sågar muligt at leje et værelse for 3000 kr uden for totalitetszonen, hvor de prøvede at sælge det som et godt solformørkelsessted. Det er altså strengt. For der er immervæk stor forskel på 99 % og 100 % når det gælder en solformørkelse.

Vi undersøgte mulighederne for at leje en autocamper og så køre hen på en tilfældig mark og se formørkelsen, men prisen for en autocamper (hvis den ikke skulle være fra det år Stefan og jeg er født) var samme pris som det vi endte med. Vi fandt en condo syd for Casper til 2500 kr for en overnatning, som indeholdt en enkelt dobbeltluftmadras, et bord og to stole. Hvad man ikke gør for en solformørkelse.

Vi tog afsted søndag morgen og havde besluttet os for at køre af nogle bagveje, i stedet for at køre af den store interstate, for at undgå den værste trafik. Turen startede dog på den store interstate og der var allerede ret mange biler på vejen. Puh. Vi kørte af til de mindre veje og der var allerede langt færre biler. Vi kørte et par kilometer og nød at vi var så smarte…lige indtil vejen blev til en grusvej. En stor bred grusvej der bare blev ved og ved. Stefan var ikke glad.

Heldigvis blev grusvejen til en asfaltvej – med nogle gange to baner – og vi kørte op gennem Wyoming, som de eneste på vejen næsten. Det var en skøn tur. Der er intet i Wyoming. Heller ikke noget telefonsignal. Der er flat og der er en masse køer, der går rundt på verdens største marker. Der var også en masse antiloper og desmerdyr. Vi stoppede to gange undervejs og gav Katla og os selv mad og turen gik rigtig fint. Det var en lettelse. Ingen “eclipse traffic” her.

Da vi nåede frem til Casper viste det sig, at der var stor “eclipse festival” i byen med boder, musik og fest. Det var ret hyggeligt at gå rundt og se hvor meget liv der var. Der var folk var hele verden. Virkelig hele verden. De havde sat et stort verdenskort op, hvor folk kunne stikke knappenåle i hvor de kom fra og kortet var tæt af nåle.

Vores condo lå lige ved siden af en skole med en kæmpe legeplads. Vi tænkte at vi ville se formørkelsen dér fra. Vi tænkte, at der nok var mange, der ville se den dér fra, men der var kun en anden familie. Vi legede på legepladsen imens det blev mørkere og mørkere.

Stefan og jeg skiftedes til at kigge på solen og så den blive mindre og mindre. Samtidig blev det rarere og rarere at være udenfor. Dejlig køligt. Alle hundene gøede og fuglene begyndte at kvidre. Og så med ét skete det. Himlen blev kulsort, solen blev kulsort og det eneste lys der var tilbage kom fra solens korona. Det var SÅ flot! Så mega mega flot! Jeg græd. Og Katla sad i sin klapvogn og anede ikke, hvad der foregik.

Man kunne høre alle folk i nabolaget skrige og måbe. Begejstring fra alle sider. Det var stort. Det hele tog 2 minutter og 20 sekunder. Det gik alt for hurtigt. Ih hvor var det vildt. Det er ikke den sidste solformørkelse jeg skal se. Desværre er den næste totale solformørkelse i Danmark først i år 2142.

Da det var lysnet lidt skyndte vi os tilbage til bilen og kørte afsted med det samme. Vi ville køre af bagvejen igen på vej hjem for at undgå lidt trafik. Vi kom helt ud af Casper, men mødte lidt stillestående trafik, da vi skulle dreje af for at komme sydpå igen. Det viste sig at den trafik fortsatte. Vi skiftevis kørte hastighedsgrænsen og sneglede os afsted. Nogle gange stod vi helt stille. Der var helt tæt af biler. Men altså. Vi bevægede os for det meste, så vi var tilfredse og vi havde hele eftermiddagen til at køre hjem i.

Vi talte om at der lugtede lidt underligt (der var jo mange biler der holdt i kø) og så opdagede jeg, at der kom røg op fra vores køler.. ARHH!! Vi kørte ind til siden og kunne konstatere at vores kølervæske kogte. Ret meget. Hmm. Vi havde ikke medbragt ekstra kølervæske, men vi havde noget vand. Vi ventede til, at det ikke kogte mere og hældte vand i reservekølevæsketanken. Så kørte vi videre. Motoren blev meget hurtig varm og det begyndte at ryge fra kølerhjelmen igen. Vi kørte også meget langsomt og der var stegende hedt udenfor.

Stefan prøvede at overhale en masse biler ved at køre over i modsatte vejbane og give den gas. Det kølede motoren lidt, men det var jo ikke holdbart at køre i modsatte vejbane hele vejen hjem. Der kom trods alt en modkørende bil engang imellem. Og alle de andre biler dyttede af os og var sure over vores opførsel.

Vi kørte ind til siden igen og kunne konstatere at alt kølervæsken var fordampet. PIS. Vi kunne ikke gøre andet end at vente på, at bilen kølede ned. Jeg løb rundt og spurgte alle de andre i køen om de havde telefonsignal – det havde ingen. Ok, så vi kunne ikke engang ringe efter vejhjælp. En vendlig mand tog mit navn, nummerplade og telefonnummer og ville fortælle at vi havde brug for hjælp, når han fik telefonsignal eller hvis han så noget vejhjælp.

Dér sad vi så i stegende hede. Ude i ingenting. Ingenting. Med en baby der havde det varmt og med ikke så meget vand tilbage. Der var 40 miles til nærmeste by.

Efter ret kort tid stoppede to biler og spurgte om de kunne hjælpe. Det var en stor mormonfamilie. Moren gav os drikkevarer og alle mændene kiggede ned i køleren med Stefan. De havde kølervæske, som vi måtte få. De brugte meget lang tid på at kigge på bilen og Stefan lærte vist ret meget biler ved den lejlighed. Deres konklusion var, at vi skulle prøve at køre videre med den nye kølervæske og at hvis det ikke virkede, så ville de trække os bag en af deres biler.

Tænk at nogen er så søde. Det var fantastisk!

Vi kørte videre og de kørte bag os og efter et minut begyndte det at ryge for kølerhjelmen igen. Vi holdt ind til siden –  og det samme gjorde de. Tilfældigvis holdt vi ind, hvor der holdt en towing-truck. Han forklarede dog, at han var på vej ned til en dødsulykke og at han derfor desværre ikke kunne hjælpe os. Han fortalte at der var rigtig mange ulykker og at der blandt andet var et par med en lille baby, der var løbet tør for benzin længere nede ad vejen. Han ville kontakte sit firma og sige at de bare skulle sende alle deres lastbiler.

Heldigvis havde vi jo vores eget private towing-firma. Det var bilen med alle sønnerne, der skulle trække os. De spændte os fast og Stefan sad bag rettet og skulle sørge for, at snoren var helt udspændt hele tiden. Det var let på de tidspunkter, hvor vi holdt helt stille, men engang imellem kom der fart på og Stefan skulle bruge al sin koncentration når vi kørte 100 km i timen og kun var 5 meter bag bilen vi var spændt fast i.

Vi blev trukket i cirka 2 timer. Og vi kunne se motoren køle langsomt af hele vejen.

Kl.16.45 (5 timer efter vi tog afsted fra Casper – på vej op tog den tur 1 time) nåede vi frem til Medicine Bow, som er en by med 200 indbyggere, en benzintank, et hotel og en jernbane. Det var fantastisk. Vi var meget meget lettede. Nu skulle vi bare købe kølervæske (og benzin) og så kunne vi køre videre.

Det viste sig dog at Medicine Bow var løbet tør for benzin. De var løbet tør kl.13.30. Der var alenlange køer af biler, der ventede på, at de fik mere benzin. Alle de nærliggende små byer var også løbet tør. Den nærmeste by med benzin lå 65 miles (100 km) væk. Vores tank ville ikke kunne få os 100 km væk. Specielt fordi alle sagde at køerne fortsætte og at trafikken var helt håbløs resten af vejen til Boulder. Heldigvis havde de kølervæske. Vi købte al den kølervæske de havde.

Vi kunne hælde næsten 6 liter kølevæske i bilen. Holy Moly. Den var virkelig løbet tør!

Klokken var nu blevet så mange (og der var ikke kommet benzin endnu), at vi besluttede os for at overnatte i byen, hvis de havde plads. Det havde de heldigvis. Vi spiste i hotellets restaurant, som også var det eneste spisested i byen. Da vi havde spist havde de fået benzin på benzintanken og vi besluttede os for at tanke med det samme. Køen var stadig ret lang, men de skulle nødig løbe tør igen, før vi fik tanket.

Med en bil fuld af benzin og kølervæske kunne vi gå lettede i seng. Vi håbede inderligt at trafikken ville være lettet dagen efter.

Jernbanen der gik igennem byen er hovedåren mellem New York City og San Fransisco, så der kører kæmpe lange tog igennem byen hvert 45. minut døgnet rundt. Når sådan nogle tog kører igennem en by så melder de deres ankomst. Højt. Med de vildeste båthorn. Vi var så heldige at vi fik et værelse lige ud til jernbanen…

Næste morgen efter morgenmaden tog vi afsted. Vi kunne hælde en ekstra liter kølervæske i bilen, så den havde nok haft godt af at stå i løbet af natten og køle helt ned og suge væske til sig.

Vi kørte hjem og der var mere eller mindre tomt på vejene (bortset fra det sidste stykke på den store interstate), men der kom slet ikke noget røg fra bilens kølerhjelm, så vi var glade. Rigtig glade.

Lige så snart vi kørte ind i Colorado fik jeg en masse sms’er og telefonsvarerbeskeder og den mand, der havde taget vores oplysninger, da vi var strandet ude i ingenting, havde faktisk ringet og fortalt os, hvad vi skulle gøre. Han sagde at hjælpen var på vej. Det hørte jeg så bare først dagen efter. Den der var på vej for at hjælpe os, fandt nok nogle andre at hjælpe.

Jeg undrede mig lidt over, at vi ikke havde noget telefonsignal i Wyoming og blev lidt nervøs for om vores abonnement kun gjaldt i Colorado. Det ville være lidt upraktisk når vi skal til South Carolina et par gange imens vi er herovre. Det gav måske okay mening at vi ikke havde signal ude på landet (hvor ingen havde signal), men vi havde heller ikke signal i byerne. Derfor undersøgte jeg lige vores abonnement lidt nærmere og hurtigt fandt jeg en forklaring:

Det er godt at være hjemme igen.