Alle er vist nervøse inden en lang rejse med en baby. Jeg var i hvert fald. Vi har fløjet to gange med Katla før, men det var korte flyvninger til Paris og Athen. Og hun var yngre. Nu har hun mega meget energi og begynder at være en lille bestemt dame, som ikke gider sidde stille på skødet.

Vi kom afsted til lufthavnden til tiden heldigvis og Katlas humør var okay. Hun var dog ekstra omklamrende – specielt om mormor. Jeg ved ikke om hun forstod at mormor ikke skulle med på rejsen?

Køen til check-in var lang (Mew var foran os i køen) og det samme med security. Da Katla skulle igennem security opdagede vi at hun var helt våd af tis. Perfekt. Første sæt skiftetøj kom i brug før første flyvning. Heldigvis nåede vi flyet og Katla fik sovet lidt på vej til Heathrow. Så alt i alt var første del af turen en succes!

Det næste spændende var hvem vi ville komme til at sidde ved siden af på den lange flyvning. Det viste sig at være to drenge hvoraf den ene aldrig havde fløjet før. De var meget søde og meget overbærende over at Katla meget gerne ville røre ved deres iPad, knapper, arme, tæpper, høretelefoner…. hele tiden.

Vi sad på nogle pladser med plads til en babyseng. Da vi var i luften fik vi sat sengen op, så Katla kunne sove en lille middagslur. Stewardessen (som var mega sød og hjælpsom) mente at Katla var lidt for stor til sengen. Katla var heldigvis ligeglad!

Efter en lur på et par timer kunne vi gå op og ned af gangene og hilse på samtlige af de andre passager på vejen. Der var også en anden lille pige med som selv kunne gå og som var god til at pege. Specielt på øjne. Katla var lidt bange.

Da det blev aftensovetid varmede stewardesserne mælk til Katla og hun blev puttet og… sov! Det var helt vildt. Først da der kom lidt turbulens under indflyvningen måtte vi tage Katla op af sengen og der fra var hun vågen. Og faktisk okay glad selvom klokken var over midnat DK tid.

Jeg vil anbefale alle med små børn at flyve med British Airways. De var overbærende, søde og venlige. De var gode til at få os til at blive rolige. Da vi bad om at få sengen sat op, sagde stewardessen at mange børn ikke havde læst brugsanvisningen og hellere ville sidde på skødet. Mega sødt af hende, for så havde vi ikke følt os “dårlige”, hvis Katla ikke ville sove i den. Katla fik tilmed en lille bog hvori piloterne(!!!) skrev, hvor mange miles hun havde fløjet og med hvilket fly osv.. Åndssvagt, men meget hyggeligt.

Jeg synes ikke det føltes som en 10 timers flyvetur.

Til gengæld føltes det som 10 timer da vi skulle igennem paskontrollen.

Vi manglede åbenbart et stykke papir til Katlas visum. Uden det papir måtte vi ikke komme ind i landet. Et øjeblik var jeg bange for at vi kunne blive sendt hjem igen. De var ikke særligt venlige og de sagde ikke rigtig noget om hvad der skulle ske. Vi fik bare at vide at vi skulle sætte os og vente.

Det virkede lidt som om at vi skulle vente ekstra længe som straf for at vi havde rod i papirerne. I hvert fald viste det sig at det sker ret tit, at folk mangler netop det stykke papir og det er forholdsvist simpelt at løse det. Inden 30 dage skal vi bare have sendt nogle papirer afsted og så må Katla også gerne være her. Vi må se at få gjort hende til amerikaner, så det bliver lettere næste gang.

Den næste hurdle var biludlejningstedet. Vi havde valgt et billigt selskab og derfor skulle vi med en shuttle bus ud til stedet. Det gik okay med at finde bussen og komme derud, men det tog omkring en time at få fat i bilen. Og det viste sig at blive mega dyrt alligevel fordi intet var inkluderet og forsikringen i sig selv kostede det tredobbelte af bilen. EZ skal vi ikke bruge igen.

Vi var rimelig trætte på det tidspunkt. Katla faldt også ret hurtigt i søvn på den 60 minutter lange køretur fra Denver lufthavn til Boulder.

Omkring kl.23 lokal tid (kl.7 om morgenen i DK) nåede vi frem til vores nye hjem. En sød pige som bord i kælderen i hovedhuset viste os til rette. Der var mørkt og vi gik bare direkte i seng og vi sov alle tre til næste morgen. WIN!